mandag den 8. april 2013


Kvalitativ semistruktureret interview 
Med 6 personer


Vi har valgt at interviewe seks borgere fra Hjørring Sundhedscenter, som alle lider af KOL. Metoden vi har valgt hertil er kvalitativt semistruktureret interview.
De fik alle stillet de samme følgende spørgsmål:

  1. Alder?
  2. Højde
  3. Vægt?
  4. Hvad spiser du i løbet af en dag?
  5. Laver du selv mad?
  6. Kender du det øgede behov for protein?
  7. Hvilke fødevare indeholder mest protein?
  8. Tror du, at du indtager nok protein i løbet af en dag?
  9. Har du kigget i de udleverede foldere?
  10. Hvilken ide har du, som kan hjælpe til at indtage mere protein?


Begrundelsen for vores valg af disse personer skyldes vores interesse for borgernes egen fortælling omkring det at have KOL samt deres viden om proteiner.
De seks personer er anonyme og bliver omtalt som ”han” og ”hun”. I interviewet medvirker fire kvinder med alderen 77, 67, 77 og 78 år samt to mænd med alderen 76 og 66 år.
(Gennemsnitsalderen er 73 år.)

Efter samtale med de seks borgere har vi kunne konkludere, at det er kvinderne i alle familierne, som laver mad. De to mænd i interviewet udtalte, at deres koner laver mad, mens de tre ud af fire kvinder udtalte, at de laver mad til deres mænd. Efter refleksioner omkring dette har vi i gruppen talt om grunden hertil, og er nået frem til følgende:
Deltagerne i vores projekt er alle vokset op i en tid, hvor kvinden stod for madlavningen og den daglige husholdning. Siden 60’erne hvor rødstrømperne gjorde oprør med datidens kvinderolle har både nutidens kvinde- og manderolle ændret sig meget. Pierre Bourdieu’s teori om ”Habitus” kan hjælpe med at forklare, hvorfor dette ikke har ændret sig i denne generation. Habitus er det ’Du har med i din rygsæk’ – nærmere bestemt det børn/unge erfarer af værdier, normer, holdninger og kulturelle vaner. Dvs. habitus ligger bag menneskers handlinger, meninger og de valg de træffer gennem livet. Den indlæring du gennem din barndom har fået kan være svær at bryde op med. (1)

Ud fra vores vurdering har deltagerne svært ved at ændre deres vaner og vi har derfor i gruppen diskuteret, at det er vigtigt, de pårørende bliver medinddraget. Specielt hos de mandelige KOL-borgere i vores undersøgelse, da de ikke selv laver mad og deres koner muligvis ikke kender til proteinrigt mad. Vi er kommet frem til følgende løsningsforslag; De pårørende kommer med til møderne på sundhedscenteret, hvor de sammen med deres mand/kone lærer om KOL og kost.

Da vi mødte borgerne var de i den afsluttende fase af deres otte ugers rehabiliteringsforløb på sundhedscenteret i Hjørring. Stadig er ingen af dem klar over om de får nok protein eller hvilke fødevarer, der indeholder meget protein.
I forbindelse med samtalerne og spørgsmålet om deres madindtag i løbet af en dag har vi kunne konkludere – Ligesom Hjørring Kommune Sundhedscenter – at de seks borgere, der deltog, ikke får nok protein. For at give et eksempel på dette vil vi fremvise en af borgernes madindtag i løbet af en dag, en 77-årig kvinde.

  •          Morgenmaden består af en halv skive franskbrød enten ost samt en kop kaffe.
  •          Middagsmaden består af fx et stk. kotelet eller to stk. frikadeller samt kartofler.
  •          Aftensmaden består af en skive rugbrød med fx. æg.

Borgeren spiser ikke mellemmåltider, drikker ikke mælk, spiser ikke fisk og ofte kan hun gå en hel dag uden at spise nogen form for mad, trods hun elsker at lave mad. Hendes begrundelse lød, at hun ingen mand har at lave mad til.

Vi vil nu forsøge at udregne hvor mange gram protein denne borger indtager i løbet af en dag.
Til dette vil vi bruge et skema, vi har fået tilsendt af diætisten, som er tilknyttet Hjørring Sundhedscenter og kan ses under fanen "Kost til KOL-patienter".
Danmarks lungeforening har udviklet en folder kaldet "Mad til lungepatienter - En patientvejledning fra Danmarks Lungeforening". I denne folder viser de i hvilket interval KOL-patienters BMI skal ligge:

Raske borgere = 18,5-25
KOL og andre lungesygdomme = 21-30
Svækkede mennesker med KOL = 25-30

Borgeren i vores undersøgelse har en BMI på 23,3 (Vægt i kilo; 59 kg / Højde x højde i meter; 1,59 x 1,59 = BMI 23,3)
Ud fra diætistens skema skal borgere med en BMI < 30 have 1,5 g protein / kg / dag, hvilket vil sige denne borger skal have 88,5 g protein pr. dag (1,5 g x 59 kg)

Borgerens samlede indtag:

  • En skive ost 30+ = 6 g protein
  • To stk. frikadeller indeholder tilsammen 22 g protein
  • 100 g kartofler = 2 g protein
  • En skive rugbrød = 3 g protein
  • Et æg = 6 g protein
Det samlede cirka indtag bliver derfor: 39 g protein denne dag og giver derfor et underskud på cirka 49,5 g protein.


Et andet afgørende spørgsmål lød på om de har læst sundhedscenterets udleverede foldere, hvilke indeholder gode råd og vejledning omkring kost, samt en liste over proteinrigt mad – ingen af borgerne har anvendt disse foldere. Vi har konkluderet, at denne form for information hos vores deltagere ikke er brugbar, men den nye viden skal formidles på en anden måde. Dette vil vi forsøge at finde en løsning på i vores bearbejdelse af den opstillede problemstilling.





Referencer - Vancouver

1. Prieur, A, Sestoft, C. Pierre Bourdieu. Hans Reitzels Forlag; 2006. s. 38-46

Ingen kommentarer:

Send en kommentar